Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Den Grønne Giraf!

Den Grønne Giraf er en 0-6 års daginstitution med i alt 7 stuer, 48 vuggestuebørn og 66 børnehavebørn. Vi bor i den grønne trekant på Nørrebro og har et af byens bedste udearealer – deraf navnet Den Grønne Giraf. Hos os er stemningen er varm og omsorgsfuld med nærværende voksne, der kan rumme alle børnenes følelser. Vi får ofte at vide, at man kan mærke den gode stemning i Den Grønne Giraf. Vi har let til grin og smil og elsker at skabe nærvær for vores børn, hinanden og forældre.

I Den Grønne Giraf bliver du mødt af en dejlig lille gårdsplads, der om sommeren er prydet med smukke, velduftende roser. Vi har en dygtig gårdmand, der går meget op i vores grønne arealer, og som elsker at finde sjove ting, som han udstiller ved hovedindgangen til stor glæde for vores børn. Ved hoveddøren bliver man budt velkommen af en stor grøn giraf af papmaché, som er en populær ven af børnene. 

Alle vores stuer har direkte udgang til dejlige grønne udearealer. Vi forstår at bruge vores nærområde og de lokale bemandede legepladser, hvor vi f.eks. kan hygge os med at lave snobrød eller pandekager over bål. Når vi tager på tur, tager vi hen, hvor det giver mening - det kan være lige om hjørnet, eller det kan være længere væk. Det betyder, at vi ved juletid,  kan gå på tur for at finde et juletræ eller se på julepynten på Blågårdsgade. Vi kan også godt lide at besøge Assistens Kirkegården og ellers bare udforske vores dejlige Nørrebro.