Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores hverdag

I Den Grønne Giraf går vi op i at klæde børnene godt på til hverdagens aktiviteter. Det gør vi visuelt med piktogrammer, der viser dagens rytme. På den måde kan børnene se hvor på dagen, vi befinder os, og vi kan snakke om, hvad vi har lavet, og hvad vi skal lave som det næste. På denne side kan du læse mere om, hvordan en typisk dag i Den Grønne Giraf ser ud. 

Morgen og formiddag

Den Grønne Giraf åbner kl. 7, og dagen starter med, at både vuggestue og børnehave samles på Stjernestuen til morgenmad, hygge og leg. Vi sørger altid for, at børnene vasker hænder som det første, når de møder ind. Ved 8-tiden deler vi os op på stuerne, hvor der bliver leget og gjort klar til dagens aktiviteter. 

Når klokken er lidt i 9 bliver børnene tilbudt lidt mad i form af brød, frugt og vand. Der er samling i børnehaven kl. 9.15, mens den i vuggestuen er kl. 9.20. Når vi har morgensamling, taler vi gerne om, hvem der er til stede, og synger sange, der passer til vores overordnede tema (vi arbejde temaer, der går på tværs af hele huset - læs mere her). Sangene er gerne nogle, vi bevæger os til, mens vi fx laver fagter for at understøtte sproget. Vi afslutter med at fortælle og snakke om, hvad vi skal lave af til formiddag. Det gør vi visuelt med billeder af de børn og voksne, der skal være i samme gruppe. Så ved børnene, hvem der skal ud og lege, male, i vores motorikrum mv.

Efter morgensamlingen deler vi os op i mindre aktivitetsgruppe med en voksen i hver gruppe. I de mindre grupper har vi aktiviteter, der er planlagt ud fra vores overordnede tema og læreplanstemaerne. Ved at have en voksen til hver børnegruppe sikrer vi, at børnene har vores fulde opmærksomhed og nærvær. 

Inden frokost vasker alle børn deres hænder og sætter sig til rette ved spisebordene. Der bliver læst for de børn, der sidder ved bordet, men der ligger også bøger, som de selv kan læse i.

Frokost

I vuggestuen spiser vi frokost klokken lidt i 11. Vi har en tradition for, at en voksen og to børn går hen til køkkenet og henter en rullevogn med dagens frokost. Når de er tilbage på stuen, hjælper børnene med at dække bord. Vi går op i at børnene selv klatrer op af triptrapper og taburetter, men vi sidder altid klar til at hjælpe, hvis der er brug for det. Vi støtter børnene i selv at øse mad og vand op, og mens vi spiser, har vi dialog og sprogstimulering - både om maden og den aktivitet, man har været ude og lave. Efter frokost har vi fordybende aktiviteter, og børnene bliver skiftet. De mindste bliver lagt til at sove i barnevogne, mens børn over 2 år sover på madrasser inde på stuen. 

I børnehaven spiser vi frokost klokken 11. Ligesom i vuggestuen, laver vi en lille tur ud af at hente vores rullevogne med mad fra køkkenet. Vi har også tradition for, at to børn præsenterer, hvad vi skal have at spise. Børnene har faste pladser, og øser selv mad op understøttet af en voksen. De voksne sikrer dialog ved hvert bord, f.eks. om maden eller formiddagens aktivitet. Efter frokosten bliver børnene skiftet eller hjulpet på toilettet, mens der bliver gjort klar til at gå på legepladsen. 

Eftermiddag

Når alle vuggestuebørn er vågnet fra middagslur, vægter vi at være sammen i mindre grupper for at skabe nærvær og tryghed for børnene. Vi serverer løbende frugt, når børnene vågner, og en voksen sidder ved frugtbordet og tilbyder mad og dialog. Børn, der har spist, vil i følgeskab af en voksen gå ud på legepladsen eller lege i vores motorikrum. Vi sætter også legezoner op både inde og ude, så der er gode aktiviteter og legemuligheder for børnene resten af dagen. 

I børnehaven går vi som regel på legepladsen, når vi har fået frokost, men vi sørger også for, at der en stue indendørs med en voksen. På legepladsen har vi forskellige legestationer med deltagende voksne, mens vi har en voksen, der har ansvaret for at holde overblikket over legepladsen. Når børnene kommer ind fra legepladsen, bliver der vasket hænder. Derefter går to børn med en voksen for at hente frugtvognen, hvorefter de præsenterer dagens frugt. Vi har dialog med børnene, mens vi spiser frugt, og der vil være en voksen, der læser højt. Efter frugt er der leg inde og ude. Derefter samles børnene på en stue, og der bliver resten af dagen hygget med forskellige legeaktiviteter. 

Vores børnehavebørn deler en del af deres legeplads med børnene fra KKFO'en (fritidshjem), der hører til Rådmandsgade Skole. Om formiddagen har vi legepladsen helt for os selv. Det giver særlige muligheder for samspil, da de store børn synes, at det er skønt at være sammen med de små. De små synes også, at det er ret sejt, at der kommer store børn. Men de har også en legeplads, der er helt deres egen, som man kan trække sig tilbage på. Vores legeplads åbner op for forskellige typer leg med et højt klatretårn for de klatrelystne, men vi har også et område, der gør sig til mere stille og rolige lege. Vi låner også nogle gange fritidshjemmets lokaler og bålplads.